Det er en grum historie, det her. Vi befinder os i 1800-tallets Nordbotten, den allernordligste del af Sverige, hvor forfatteren Mikael Niemi selv bor, og vi færdes blandt mennesker, der taler svensk, finsk og samisk, ikke at forglemme dem, der slår over i henrykt tungetale, når gudstjenesten bliver intens. De tilhører en ny vækkelsesbevægelse, som især de fattige har taget til sig som den eneste mulighed for salighed, selvom den taler dunder mod fattigdommens trøst, alkoholen. Her er høj og lav, mægtige og afmægtige og en ondskab, der breder sig i et konfliktfyldt, letantændeligt lokalsamfund. Det er farvestrålende og dramatisk.
Den troende videnskabsmand
En af de mest farvestrålende personer er det lille samfunds provst – et menneske med mange talenter og hovedmanden bag vækkelsesbevægelsen. Hans iagttagelsesevne er imponerende, og han bruger den dels i naturvidenskabeligt øjemed på lange ture, hvor han botaniserer, og dels som en anden Sherlock Holmes, da det viser sig, at en morder er på færde i hans menighed. Denne snarrådige og kloge provst beskrives af Jussi, bogens fortæller, og han gør det med stor beundring og kærlighed. Provsten var nemlig den, der forvandlede Jussi fra dyr til menneske, som han siger, lærte ham sprogets gave og dermed muligheden for at udvikle sig og forstå.
At blive bevidst
Som barn flygtede Jussi, der er samisk, fra en alkoholiseret og voldelig mor, som havde givet op over for fattigdommen. Han blev fundet udsultet og umælende af provsten, der tog ham til sig som erstatning for sin døde søn, indførte ham i kristendommen og lærte ham sprog, filosofi og nysgerrighed over for omgivelserne. Jussi blev hans taknemmelige discipel, læste svenske bøger, deltog i provstens botaniske studier og blev frem for alt bevidst om sig selv som menneske med følelser og intellekt, men også om sin position som samisk og dermed outsider trods provstens bestræbelser.
Spor og fordomme
Da det lille samfund blev hjemsøgt af gådefulde mord på unge piger, blev Jussi provstens medhjælper i forsøg på at afsløre den skyldige. Sognets herredsfoged syntes mest interesseret i hurtig rettergang, uanset beviser og eventuelle syndebukke, så sagen kunne dysses ned og herredsfogeden fremstå som en handlekraftig mand. Provsten insisterede på grundige undersøgelser, bevisførelse og retfærdighed, og han og hans medhjælper blev en værdig kontrast til herredsfogedens lemfældighed og magtbrynde. Både provst og Jussi færdes hjemmevant i naturen og afsøger spor i form af knækkede grene, tabt tobak og nedtrådt græs og er opmærksomme på de falske spor, som lægges ud og tyder på en udspekuleret, måske uddannet morder, stik imod herredsfogedens forventninger om at kunne gribe – endnu en – af underklassens uromagere. Også nye tekniske undersøgelser er provsten med sin omfattende naturvidenskabelige læsning bekendt med, han er opmærksom på fingeraftryk og i stand til at fremkalde et daguerreotypi. En færdighed, der er for langt fra myndighedernes traditionelle håndtering af mordsager til at få direkte indflydelse.
Had avler vold
Under oprulningen af kriminalsagen spiller magtforhold og klasseskel ind. Samerne betragtes med ringeagt og mistro, både af den øvrige underklasse af daglejere og husmænd, af de mere velstående bønder og af den svenske overklasse, som ud over embedsmænd består af en tilrejsende kunstner, der med sin selvbevidste ekstravagance bliver misundt trods sine mange brud på normer for god opførsel. Her er tydelige modsætninger mellem samer og svenskere, rige og fattige, by og land. Mordene og efterforskningen får konflikterne mellem de forskellige sociale lag op til overfladen, og had avler vold, uden at myndighederne griber ind.
Krimihistorie og tidsbillede
Med udgangspunkt i en autentisk figur, provsten, vækkelsesprædikanten og botanikeren Lars Levi Læstadius (1800-1861) borer Niemi sig ned i det krydsfelt af modsatrettede tankesæt, som var karakteristisk for århundredet: den etablerede kristne kirke over for de fremstormende vækkelsesbevægelser, den naturvidenskabelige udfordring af en religiøs fortolkning af tilværelsen og traditionelle landbokulturer over for bykulturer i vækst. I romanen samles brydningerne i én og samme person – i den rummelige, reflekterede provst, der både har troen og tvivlen i sig, forståelsen af de sociale vilkårs betydning og nysgerrigheden over for det naturvidenskabelige og tekniske. En dristig, men vellykket manøvre, der er med til at kæde krimihistorie og tidsbillede sammen. ”At koge bjørn” er blevet en levende, underholdende og barsk fortælling om had og kærlighed i et samfund, hvor det at tilhøre den fattigste og mest ildesete befolkningsgruppe er et stempel – umuligt at ryste af sig.
Mikael Niemi: “At koge bjørn”, på dansk ved Anders Johansen, forlaget Modtryk, 2018.
Oversættelse af “Koka Björn”, Piratförlaget, 2017.